I Børnehuset har vi et før-skole tilbud til de børn som skal starte i skole (det år de fylder 6 år). Vi starter op i januar måned og arbejder målrettet med vores før-skole tilbud frem til børnene forlader os i udgangen af april.
Vores før-skolebørn har vi tradition for at kalde “De Kongelige” – det kommer sig af, at de engang hed “De Kommende Skolebørn”, og det var der så et barn på et tidspunkt som fik kaldt for “De Kongelige Skolebørn”; det var så skøn en titel, at de kommende skolebørn lige siden har været royale.
De Kongelige nyder lidt ekstra privilegier fordi de er de store, og bruger en del mere tid “På toppen” (vores førstesal).
Vi samles fast et par gange om ugen for at arbejde med bogstaver og tal, børnene øver sig på at arbejde med små opgaver, og vi sørger for at børnene træner de færdigheder som det forventes de kan når de starter i skole.
For at øve sig lidt på BFO/Fritidshjem-livet får De Kongelige også lov til at opholde sig på første-salen lidt mere frit end de yngre børn i Børnehuset – dvs. uden at der hele tiden er voksne til stede (vi passer selvfølgelig godt på dem alligevel, måske bare lidt mere diskret end ellers). Frihed fungerer jo som bekendt bedst under ansvar – og det er også tilfældet for vores Kongelige, som løbende i det sidste halve års tid hos os får mulighed for at øve sig på at agere lidt mere frit mens de så samtidig oplever, at vi har forventninger til deres håndtering af disse friere rammer. Dette er en god træning på de rammer som deres kommende institutionsliv i BFO/Fritidshjem vil præsentere børnene for.