Forældresamarbejdet

I Børnehuset Rosenlund lægger vi stor vægt på, at den daglige kontakt mellem os og de familier vi har tilknyttet, er rigtig god. Skulle der være emner der presser sig på, som ikke kan klares ved en garderobesnak, er forældre altid velkomne til at bede om en samtale, så finder vi et tidspunkt som passer alle parter.

Mødetider

Børnehuset har som sådan ingen faste mødetider for børnene – I kan komme når I vil, medmindre jeres barn skal med på tur eller skal deltage i en aktivitet som starter på et bestemt tidspunkt.

Planlagte ture og aktiviteter for de næste par uger lægges op i kalenderen på FAMLY.

Kommunikation

I det daglige opdaterer vi om vores aktiviteter i vores app FAMLY. Her lægger vi også eventuelle billeder op af aktiviteter og børnene. Derudover udsender vi nyhedsbreve ca. 4 gange om året, også via FAMLY.

Vi har forældremøde for alle Børnehusets tilknyttede forældre én gang om året i maj måned. Her informerer vi om løst og fast, om Børnehusets drift og administration og der afholdes valg til bestyrelsen.

Kontaktoplysninger

Det er meget vigtigt, at vi altid kan få fat i jer. Derfor skal vi altid have besked om nye telefonnumre og e-mailadresser, samt ændringer i arbejdsforhold, familieforhold eller andre ting, som har betydning for vores mulighed for at komme i kontakt med jer, og/eller for at kunne forstå eventuelle adfærdsændringer eller følsomme perioder for jer og jeres børn. Husk at opdatere på Famly.

Arbejdsdage

To lørdage om året mødes vi til arbejdsdag fra 10-14. Her får vi lavet en masse ting sammen både ude og inde og samtidig får vi også et kendskab til hinanden udover den daglige gang og de faste rutiner vi ellers har i hverdagen. Det forventes at man deltager i de 2 arbejdsdage, så vi får lavet så meget som muligt uden at skulle betale for det. På den måde sparer vi en masse penge, som vi kan bruge på børnene i stedet for.

Sygdom

Hvis jeres barn bliver syg eller holder en fridag, må I meget gerne skrive det enten i FAMLY, en sms eller ringe ned til os i Børnehuset. I tilfælde af sygdom vil vi gerne vide hvad barnet fejler – hvis det er en smitsom børnesygdom er det rart for Børnehusets øvrige forældre at vide, at der er smitsomme sygdomme i huset som de skal være opmærksomme på.

Af hensyn til barnet selv og smitte ift. ansatte og øvrige børn, tager vi aldrig imod børn der er syge (målt på feber og/eller almen tilstand).

Hvis jeres barn har en kronisk sygdom eller allergier som vi skal være opmærksomme på i dagligdagen, skal vi selvfølgelig have det at vide til velkomstsamtalen eller hurtigst muligt herefter.

 I tilfælde af, at vi skal give barnet medicin, skal jeres praktiserende læge skrive en medicin-vejledning som tydeligt angiver hvordan, hvor meget og hvor ofte medicinen skal gives. Det skal altid aftales med leder, hvis der skal gives medicin i løbet af dagen.

Ferie

Mange børn tilbringer megen af deres vågne tid hos os i Børnehuset, og her har de det skønt og rart mens deres forældre er på arbejde, i skole eller hvad I nu laver – men børn har, ligesom voksne, behov for at holde fri en gang imellem. De fleste voksne på arbejdsmarkedet har 5-6 ugers ferie om året, og vi forventer, at denne ferie bruges på at være sammen med jeres børn – Det har de og I brug for og stor glæde af.

Vi prøver så vidt muligt at placere ferie for Børnehusets personale i ferieperioder, hvor vi af erfaring ved at mange børn også holder ferie, dvs. omkring efterårsferien, vinterferien og over sommeren. Op til disse ferieperioder vil I modtage en ferieforespørgsel på FAMLY, hvor I bedes svare på om vi har glæde af jeres børn i ferieperioden eller ej. – Dette hjælper os meget ift. at vikardække og bemande de perioder af året, hvor vi ved at en del børn er fraværende. Når I har krydset af på denne liste, bemander vi derefter – så det er meget vigtigt at I tager ansvar for at svare realistisk på ferieforespørgslen og overholder jeres tilbagemelding.

I ferieperioder tager vi sommetider på spontane ture, så hvis I påtænker at komme senere end kl. 9.30, er det en god ide, lige at ringe til os for at høre om vi er på vej ud. Disse ture bliver som udgangspunkt ikke lagt op på FAMLY..

Hvis I, i løbet af året har mulighed for at tage en fridag en gang imellem sammen med jeres børn, er det selvfølgelig skønt – i disse tilfælde må I meget gerne melde det ind på ”FAMLY”.

Samtaler

Vi tilbyder som udgangspunkt formaliserede forældresamtaler to gange i løbet af den tid jeres barn er indskrevet i Børnehuset: Én gang når dit barn er omkring 4 år (samtaler for alle jævnaldrende børn holdes i samme uge én gang om året – i foråret, så det kan være dit barn er hhv. lidt yngre eller ældre end 4 år) og én gang omkring skoleindskrivnings-tidspunktet, hvor jeres barn er på vej til den skolepligtige alder. Børnene deltager ikke i disse samtaler.

Vi er altid åbne for en samtale udover de to ovenstående, hvis I eller vi vurderer det er nødvendigt.